Søg på La Vida Verde
Tilpasset søgning

Her er du: Forsiden Naturlig motion Er du kryds-fit?

Er du kryds-fit?
Der er mænd, der styrketræner overkroppen, men "glemmer" at træne resten af kroppen. Der er kvinder, der bruger benene til løb og cykling, men som er bange for at bruge overkroppen. Der er mennesker, som er pæreformede eller æbleformede med tynde arme og ben, men med store fedtdepoter på maven eller bagdelen. Fælles for alle disse (og mange andre) eksempler er, at deres kroppe ikke ser harmoniske ud. Der findes rigtig mange uharmoniske kroppe derude! Og det mindste problem er faktisk udseendet. En krop der ser uharmonisk ud, er uharmonisk, og det kan give anledning til sygdomme, slitage og skader på længere sigt.



Hvis du laver et kryds med din krop ved at stå med spredte ben på gulvet og spredte arme over hovedet, danner du så et pænt, harmonisk kryds? Er dit kropsfedt pænt fordelt over hele kroppen? Er din hud, dine muskler og dit kropsfedt pænt "hæftet fast" på kroppen? Ser alle dine muskler på både ben, baller, mave, ryg, skuldre og arme lige trænede ud? Kort sagt: er du kryds-fit? Hvis ikke, er det tid til at gøre noget ved sagen.

For meget kropsfedt er farligt - især hvis det sidder på maven - men det hører til i en helt anden artikel, så det vil vi ikke komme nærmere ind på her (hvis du gerne vil gøre noget ved sagen nu og her, kan du læse om naturlig mad, der sætter skik på blodsukkeret og smelter fedtet væk).

Hvad du måske ikke ved, er, at uharmoniske muskler også er farlige for dig. Så hvis du har en kropsdel der er stærk, og en anden kropsdel der er slap, løber du en stor risiko for at skade dig selv. Du har sikkert prøvet at have en skade i det ene ben. Så halter du - og så får du ondt i det andet ben, fordi det prøver at kompensere for den manglende styrke i det skadede ben. Eller måske har du prøvet at have ondt i albuen, og så får du pludselig også ondt i skulderen, fordi du ikke kan bruge armen normalt pga. albuen. Du kan få ondt i ryggen af at have slappe mavemuskler. Eller ondt i nakken af at have slappe rygmuskler. Det hele hænger sammen, og hvis der er noget, der ikke virker som det skal, vil det i sidste ende skade andre dele. Man kan faktisk sige, at kroppen aldrig er stærkere end den svageste muskel.

Det værste er, at kroppen altid vil foretrække at bruge de stærkeste dele - flest mulige kræfter for mindst mulig energi - det er kroppens naturlige reaktion. Hvis du f.eks. har svage benmuskler, men stærke rygmuskler, vil du automatisk bruge ryggen, hvis du skal løfte noget tungt op fra gulvet. Og mange ældre (og efterhånden også de yngre) bruger armene, for at kunne rejse sig op fra gulvet eller fra en stol. Eller bruger armene på gelænderet for at kunne slæbe sig selv op ad trapperne. Kroppen prøver at kompensere for svage dele, men selvom det er en naturlig reaktion, er det ikke en god idé. Det eneste man får ud af det, er, at de svage dele bliver endnu svagere. Og kroppen kommer med tiden til at se endnu mere uharmonisk ud.

Det er heller ikke unormalt, at man ubevidst foretrækker den form for træning, som er nemmest for kroppen. Hvis du f.eks. har stærke ben, men svage arme, får du måske et kick ud af at løbe, cykle og styrketræne ben, fordi det bare går derudad. Når du så skal træne armene, kører du måske død i det, fordi det føles så hårdt og besværligt og ikke spor fedt. På den måde kan dit træningsprogram hurtigt blive ekstra fokuseret på de stærke dele - uden at du er bevidst om det - hvilket fører til en endnu mere uharmonisk krop.

Det kræver opmærksomhed at ændre en uharmonisk krop og et uharmonisk bevægelsesmønster. Du skal blive bevidst om, hvilke kropsdele der er svage, og så skal du bevidst begynde at bruge din krop i hverdagen således, at du styrker de svage dele mest muligt. Derudover skal du kigge på din træning (eller mangel på samme), så du kan komme i gang med at træne de svage kropsdele. Hvis din krop er meget uharmonisk, kan det være nødvendigt at droppe træningen af de stærke dele fuldstændigt i en periode, indtil de svage dele er kommet lidt bedre med.

Udskriv denne artikel





Grøn livsstil
Naturlig mad Naturlig motion Naturlig slank Naturlig smuk Naturlig helse Naturlig bolig Dyrevelfærd Red verden
Fødevaredatabase med naturlig mad Glykæmisk Indeks Udrensningskur