Søg på La Vida Verde
|
Her er du: Forsiden Naturlig smuk Hvilke rynker kan DU forvente?
Hvilke rynker kan DU forvente?
Engang troede man, at rynker var noget, som automatisk kom med alderen. Det er også rigtigt, at nogle rynker automatisk kommer med alderen, men faktisk er denne andel utrolig lille. De fleste rynker kommer af helt andre årsager - nemlig dine vaner og din livsstil. Læs hvilke rynker DU kan forvente:
Mimikrynker
Mimikrynker er de rynker, som kommer af at lave den samme mimik igen og igen, indtil underhuden "slår revner" - eksempelvis de smilerynker som går langs siden af næsen og ned mod mundvigene. Jo flere gange du laver den samme mimik, desto tidligere vil mimikrynkerne vise sig i ansigtet.
Bekymringsrynker
De lodrette rynker som kan vise sig mellem øjenbrynene - bekymringsrynkerne - er egentlig mimikrynker, som kommer af at klemme øjenbrynene sammen. Typisk på grund af bekymringer, stress eller hovedpine. Hvis du lever sundt og er positiv, vil du sandsynligvis ikke få bekymringsrynker.
Kragetæer
De såkaldte kragetæer som er de rynker, der går vandret ud langs siden af øjnene, er også mimikrynker. De kommer blandt andet af at smile/grine, men især af at klemme øjnene sammen på grund af sollys. Mennesker der arbejder meget udenfor, er særligt udsatte. Kragetæer bekæmpes bedst ved at undgå stærk sollys, og altid bære solbriller når du er ude i solen.
Hønserøv
Når vi taler om rynker, dækker ordet "hønserøv" over de rynker, som kan vise sige hele vejen rundt om læberne, og som giver et sammensnerpet udtryk - og som for kvinders vedkommende kan få læbestiften til at løbe ud. Rynker langs læberne er også mimikrynker. De kommer af at spidse munden igen og igen. Denne mimik er ikke en typisk mimik for de fleste, men for rygere som spidser munden mange gange dagligt både for at tage hiv af cigaretterne og derefter puste røgen ud, er en hønserøv næsten uundgåelig.
Soverynker
Soverynker er ikke et velkendt udtryk i Danmark, men i USA har det længe været kendt, at man kan få rynker af at sove i bestemte stillinger. Hvis du sover på siden, vil du klemme huden sammen på særlige områder af ansigtet og kroppen, og når dette sker igen og igen, vil underhuden "slå revner" - ligesom det sker med mimikrynkerne. Det drejer sig især om området omkring øjnene, hvor du kan få næsten lodrette rynker langs ydersiderne af øjnene, men der kan også komme lodrette soverynker langs kinderne og i panden. For kvinders vedkommende vil der typisk også komme lodrette rynker mellem brysterne af at sove på siden. Soverynker kan helt undgås ved at sove på ryggen, men hvis du ikke kan lide at sove på ryggen, har flere undersøgelser vist, at soverynker i ansigtet kan mindskes væsentligt ved at sove med et satin- eller silkebetræk på hovedpuden.
Tørhedsrynker
Hvis din hud er meget tør, vil den have en meget større tendens til at lave folder, og som tidligere beskrevet vil gentagne folder blive til rigtige rynker, når underhuden "slår revner". Derfor er det yderst vigtigt, at du altid sørger for, at din hud får rigeligt med fugt - bade indefra i form af sunde fedtstoffer og vand, og udefra i form af gode plejeprodukter. Det er især rygere og soldyrkere, som har tendens til tør hud, men mange ihærdige sportsfolk bliver også ramt. Mennesker der dyrker meget sport og samtidig spiser meget fedtfattigt, vil ofte have en meget lav fedtprocent i kroppen, og det kan give anledning til tør hud og dermed rynker i en tidlig alder.
Kalkunhals
Har du bemærket, at mange ældre kvinder dækker halsen med tørklæder eller store halskæder? Ofte skyldes det, at de har fået en "kalkunhals" - slap hud på halsen - som de helst ikke vil vise frem. På halsen har du noget af den fineste, tyndeste og sarteste hud på hele kroppen, og samtidig er halsen et af de mest udsatte områder, idet den bliver udsat for samme grad af sollys, temperaturskift og luftforurening som ansigtet. Desværre bliver den bare ikke altid plejet i samme grad som ansigtet. Halsen er nemlig typisk en overset del af kroppen - altså lige indtil den hænger i guirlander, og så er det for sent. Det bedste du kan gøre for at undgå kalkunhals, er derfor at betragte din hals som en del af dit ansigt: den skal vaskes, renses og fugtes lige så ofte som dit ansigt.
Solrynker
Ihærdige soldyrkere uden respekt for solen kan helt sikkert regne med at få solrynker. Solen viser ingen nåde, og overdreven soldyrkning er den sikre vej til solskadet og rynket hud. En solskadet hud er kendetegnet ved at være tør, læderagtig og grov, og senere kommer solrynkerne, som vel nok er nogle af de mest markante rynker, du overhovedet kan få. Solrynker er i modsætning til mange andre typer rynker meget dybe, og så kan de komme hvor som helst på kroppen, hvor de typisk sidder på kryds og tværs af hinanden. En meget solskadet og solrynket hud kan faktisk bedst beskrives som huden på en elefant.
I gamle dage - før soldyrkernes tid - var det mest landmænd, der fik solrynket hud. De gik dog ofte med kasket, og derfor var det typisk nakken, det gik udover. Dengang vidste man ikke, at det skyldtes solen, men man opfandt udtrykket "landmandsnakke", fordi landmænd havde en helt speciel (solskadet) hud i nakken.
Det kan ikke siges tit nok: nyd solen med måde. Se også: De gyldne solregler.
For meget hud
Huden er meget elastisk, og den kan strække sig vidt. Du kan være gravid med trillinger eller veje 300 kg. - huden skal nok følge med. Måske vil der komme strækmærker, men huden skal som sagt nok følge med. Du sprænger ikke i luften. Til gengæld kan det knibe huden med at finde på plads igen, når der ikke længere er behov for at være strakt så vidt. Jo ældre du er, desto sværere er det for huden at trække sig sammen. Spændstigheden i huden forsvinder ganske enkelt lidt efter lidt med alderen. For de fleste har dette ikke den store betydning, men hvis du bliver gravid eller taber dig mange kilo - især i en sen alder - kan det få stor betydning. "Stolebetrækket" bliver så at sige for stor til "stolen", og så kommer der folder. Det er derfor bedst at få overstået graviditeterne og tabe de overflødige kilo, mens du stadig er ung, og huden er mest spændstig.
Hvis du ikke dyrker regelmæssig motion, vil du miste en masse muskelmasse og knoglemasse med tiden. For kvinder sker dette især efter overgangsalderen. Som sagt: når "stolen" bliver mindre, bliver "stolebetrækket" for stort, og så kommer rynkerne. Ofte vil disse rynker vise sig som en masse små folder overalt på kroppen. Især mennesker der bliver ramt af osteoporose/knogleskørhed, får rigtig mange rynker. Hvis du dyrker regelmæssig motion, og dermed holder din muskelmasse og knoglemasse ved lige, kan du altså undgå en masse rynker.
Udskriv denne artikel

Grøn livsstil
Naturlig mad Naturlig motion Naturlig slank Naturlig smuk Naturlig helse Naturlig bolig Dyrevelfærd Red verden
Fødevaredatabase med naturlig mad Glykæmisk Indeks Udrensningskur
|
|