Søg på La Vida Verde
Tilpasset søgning

Her er du: Forsiden Naturlig motion Motion? Gode og dårlige undskyldninger

Motion? Gode og dårlige undskyldninger
"Jeg vil gerne dyrke motion, men det er ikke lige så godt i dag, for vejret er dårligt, jeg er træt, mine sko er våde fra sidste tur, jeg kan heller ikke være bekendt overfor børnene at smutte hjemmefra hele tiden, jeg har haft en hård dag på arbejde og blablabla". Vi mennesker er rigtig gode til at finde på undskyldninger, når vi ikke gider at dyrke motion.

Er du én af dem, der altid finder på undskyldninger? Hvis ja, så tjek herunder om dine undskyldninger holder (du kan evt. printe listen ud, så har du noget at kigge på, næste gang alle undskyldningerne trænger sig på):



Jeg kan ikke dyrke motion fordi...

Jeg er skadet

Den undskyldning holder kun delvis. Du må i hvert fald ikke udsætte det skadede område for belastning, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at du slet ikke kan dyrke motion overhovedet. Det kommer sådan set helt an på skadens placering og omfang. Du kan f.eks. godt løbe med en forstuvet lillefinger eller lave styrketræning for overkroppen med et brækket ben. Det er som regel en god idé at være lidt kreativ med motionen, da en skade snildt kan vare i ugevis, og du kan nå at miste meget af din form, hvis du slet ikke dyrker motion i denne periode.

Jeg er stresset
Den undskyldning gør kun ondt værre. Motion er nemlig et af de mest afstressende midler, der findes, da motion brænder stresshormonerne af. Husk på at stress er en naturlig kamp-reaktion i kroppen, hvor hele dit system gearer sig op til kamp. Ved at dyrke motion simulerer du den kamp, som (forhåbentlig) aldrig dukkede op på jobbet eller i familiefejden. Når stresshormonerne er brændt af efter en omgang motion, vil kroppen geare ned igen.

Jeg er træt / Jeg mangler energi
Den undskyldning holder måske. Det kommer faktisk an på årsagen til, at du er træt. Hvis din træthed skyldes sygdom eller alt for lidt søvn, er det en god idé at vente med motionen, til du er ovenpå igen. Hvis din træthed derimod skyldes, at du lever et usundt og inaktivt liv, så er det bare med at komme i gang - det hjælper nemlig på trætheden.

Jeg har ikke tid
Den undskyldning holder selvfølgelig ikke. Alle har tid til at dyrke motion, hvis de virkelig vil. Og faktisk har du ikke tid til at lade være, fordi du oftere vil være træt og syg - og måske endda leve kortere - hvis du ikke dyrker motion.

Jeg er forkølet / Jeg har influenza
Det er en rigtig god undskyldning. Når du er angrebet af virus, har kroppen brug for mest mulig ro, da den skal bruge alle sine ressourcer på at blive rask. Ved forkølelse eller influenza vil motion således forværre og forlænge dit sygdomsforløb.

Jeg har menstruation
Det er en virkelig dårlig undskyldning. Menstruation er ikke en sygdom, og du kan derfor sagtens dyrke motion, mens du bløder. Hvis du lider af menstruationssmerter, er motion ligefrem smertestillende.

Jeg er for tung
Det er selvfølgelig en rigtig dårlig undskyldning. Det er korrekt, at du skal være påpasselig med, at du ikke overbelaster/skader kroppen, hvis du er meget overvægtig, men det betyder bestemt ikke, at du ikke bør dyrke motion. Gåture, cykling og svømning er eksempler på motionsformer, som er særligt velegnede for meget overvægtige mennesker.

Jeg er gravid
Det er din jordemoder og/eller læge, som afgør, om det er en god eller dårlig undskyldning - og naturligvis din egen fornemmelse. Hvis der ikke er komplikationer i forbindelse med graviditeten, kan de fleste gravide dyrke motion under hele graviditeten - med måde naturligvis.

Jeg er i dårlig form
Denne undskyldning er naturligvis helt hen i vejret. Ingen mennesker er i for dårlig form til at motionere, der er bare nogen mennesker, som bliver nød til at starte op på et meget blidt niveau. Pyt med det! Hvis du føler, at du har løbet en marathon, efter du har gået i fem minutter, så må du starte med at gå de fem minutter. På et tidspunkt kan du måske gå i ti minutter, femten minutter, tredive minutter osv. Du ender sikkert med at kunne løbe.

Jeg har ikke det rigtige udstyr
Den undskyldning holder i hvert fald ikke - bare spørg datidens topatleter som ikke havde adgang til specialdesignede træningssko, træningsmaskiner, fitnesscentre eller det der ligner. De brugte kroppen som det vigtigste værktøj, og så ellers hvad de havde ved hånden. Du kan gøre det samme.

Vejret er dårligt
Det er ikke en holdbar undskyldning. Der findes træningstøj og træningssko til næsten alt slags vejr, og hvis det ikke er nok - det vil sige, hvis der f.eks. er snestorm eller en rasende orkan - så er der stadig ikke noget, der forhindrer dig i at dyrke motion hjemme på stuegulvet.

Udskriv denne artikel





Grøn livsstil
Naturlig mad Naturlig motion Naturlig slank Naturlig smuk Naturlig helse Naturlig bolig Dyrevelfærd Red verden
Fødevaredatabase med naturlig mad Glykæmisk Indeks Udrensningskur