|
Her er du: Forside Naturlig sundhed Naturlig slank Styr din chokoladetrang
Styr din chokoladetrang
Foto: Graur Razvan Ionut
Uhm, chokolade! Chokolade er sundt, hvis det er i en god kvalitet. Uanset kvaliteten så er der dog mange kalorier i chokolade, så hvis du tit kværner en plade eller flere, kan du få problemer med vægten. Men altså: enhver som virkelig elsker chokolade, ved, at chokolade kan virke som en totalt uimodståelig
fristelse, hvor hjernen tigger og plager sin ejermand eller kvinde om at spise chokolade. Det kan blive en helt besættelse, og er du først nået hertil, så er viljestyrken ikke meget bevendt. Heldigvis kan du lære at styre din chokoladetrang, så du både kan dyrke din kærlighed for chokolade og undgå at spise for meget af den.
Brug vores redskaber til at få din chokoladetrang under kontrol:
Acceptér din lyst til chokolade...
Det første du endelig skal gøre, er at acceptere din lyst til chokolade. Det er nemlig helt normalt og helt ok at have lyst til chokolade. Kvalitetschokolade indeholder mange sunde ting som f.eks. kraftige antioxidanter, mineraler og sunde fedtstoffer, som er rigtig gode for dig. Chokolade indeholder også psykoaktive stoffer, som påvirker dit humør i en positiv retning. Og så kommer vi jo heller ikke uden om, at chokolade simpelthen bare smager fantastisk godt. Du kan altså nyde chokolade med god samvittighed - og nydelse er netop nøgleordet, for når du nyder chokolade, kan du ikke samtidig kværne chokoladeplader i dusinvis. Nydelse og overspisning hænger slet ikke sammen.
...men få styr på en evt. sygelig trang
Hvis du ikke nyder din chokolade, men derimod kører den ene plade ind efter den anden, er der noget galt. For at få styr på en sygelig chokoladetrang, er det nødvendigt at finde årsagen og gøre noget ved den. Ved en sygelig chokoladetrang er viljestyrken som tidligere nævnt ikke meget bevendt, og det er ikke fordi, at du er "svag" - det er bare chokoladetrangen som er ualmindelig stærk! Så du skal endelig ikke få dårlig samvittighed (hvilket i øvrigt kan føre til trøstespisning i f.eks. chokolade!). Den eneste løsning er altså at finde årsagen og arbejde med den, så den sygelige chokoladetrang slet ikke dukker op.
Har du magnesiummangel?
Når kroppen lider af mangel på et næringsstof, kan der opstå nogle meget stærke cravings efter fødevarer, som indeholder dette næringsstof. God chokolade har et højt indhold af mineralet magnesium, og sådan noget ved din krop - også selvom du evt. ikke gør. Derfor kan magnesiummangel føre til en sygelig chokoladetrang. Chokomaner med magnesiummangel har typisk trang til mørk chokolade. Løsningen er naturligvis at få dækket dit behov for magnesium fra andre fødevarer end chokolade. Du finder bl.a. magnesium i græskarkerner, solsikkekerner, sesamfrø, mandler og havregryn. Du kan også tage kosttilskud med magnesium. Husk at magnesium arbejder sammen med mineralet kalk, og at balancen mellem disse to derfor er altafgørende. Det betyder i praksis, at kosttilskud med magnesium også altid bør indeholde kalk.
Prøver du at dulme negative følelser?
Dårlig samvittighed, stress, depression, uro og andre negative følelser kan føre til overspisning i chokolade (og andet sødt). Årsagen skyldes til dels de psykoaktive stoffer i chokolade, som højner humøret, men hvis chokoladen også har et højt sukkerindhold, vil det få dit blodsukker til at stige, hvilket giver en masse kemiske reaktioner i kroppen, som i sidste ende fører til et højere serotoninniveau (lykkehormoner) i hjernen. Derved kan chokoladespisning være en form for selvmedicinering mod uønskede følelser. Chokomaner der prøver at dulme negative følelser med chokolade, har typisk trang til lys chokolade og meget junk-agtig chokolade fyldt med sukker, e-numre og kemi.
Hvis du altid går efter den mest junk-agtige chokolade, du kan finde, kan chokoladespisningen desuden være ledsaget af en ubevidst tendens til at bruge kroppen som "skraldepand". Måske fordi du hader din krop eller ønsker at straffe dig selv?
At få kroppen tilbage i balance er den eneste vej ud af den overdrevne chokoladespisning, og det er selvfølgelig ikke noget, man "bare" lige gør. Det kræver masser af egenomsorg, selvkærlighed og lysten til at ændre kurs. Her kan det være en god idé ikke at fokusere på chokoladespisningen, men i stedet arbejde med at få kroppen tilbage i balance, for så vil den sygelige trang til chokolade nemlig forsvinde af sig selv med tiden. For at hjælpe kroppen er du nødt til at spise sundt, dyrke motion, passe din søvn, passe på dig selv osv.
Herudover kan du evt. tage naturmedicin med prikbladet perikum ("grønne lykkepiller"). Prikbladet perikum virker på samme måde og i samme områder af hjernen som konventionelle SSRI/antidepressive præparater. Dog uden de mange bivirkninger. Medicinen virker ikke akut, og skal tages kontinuerligt i nogle uger, før resultatet viser sig. Det er som regel nødvendigt at tage den højeste dosis. I nogle lande som f.eks. Tyskland hvor naturmedicin er meget udbredt, tager de typisk det, der svarer til 3 kapsler om dagen. Populære mærker er Calmigen, Modigen og Velzina. Brug medicinen som en hjælp til at komme ovenpå og rette op på det, som ligger til grund for de negative følelser.
Sådan lærer du at nyde chokolade uden overspisning
Det kan være, at du hverken lider af magnesiummangel eller prøver at dulme negative følelser. Måske eeelsker du bare smagen af chokolade, men vil gerne undgå overspisning. Og det kan du heldigvis lære. Som tidligere nævnt er nøgleordet nydelse. Du skal lære at nyde din chokolade. Mærke fryden i kroppen, når du pakker chokoladen ud. Dufte til den. Lade den smelte på tungen og virkelig smage på den. Elske hvert eneste stykke. Hvis du kan lære at mestre det, er du stort set i mål, men vi har endnu et par tips i ærmet til dig:
Køb kvalitetschokolade
Der er mange gode grunde til at købe kvalitetschokolade, men her får du de vigtigste. For det første er chokolade kun sundt, hvis det er i en rigtig god kvalitet. Der er ikke nogle sundhedsmæssige fordele i f.eks. lys chokolade, billige chokoladebarer, flødeboller, chokolader fyldt med karamel, nougat, kiks osv. Kvalitetschokolade er mørk chokolade med mindst 70% kakaoindhold og mindst muligt sukker, e-numre og kemi. Det er nemlig ingredienserne fra kakaobønnerne, som er sunde. Derfor er et lavt kakaoindhold og et højt indhold af alt muligt andet lig med usund chokolade. Så enkelt er det.
For det andet giver kvalitetschokolade en meget intens chokoladesmag og chokoladeoplevelse. I praksis betyder det, at du ikke har lyst til at spise så meget af det. Hvis du ikke kan lide mørk chokolade, kan du træne dig selv op. Start med 50% kakaoindhold og kør langsomt op til du når mindst 70% kakaoindhold. Der findes mange mennesker, som i første omgang ikke kunne lide mørk chokolade, men som ender med at elske chokolade med et meget højt kakaoindhold.
For det tredje er et højt kakaoindhold lig med meget mindre (eller ingen) sukker. Da din krop ikke er udstyret med en stopknap for sukker (hurtige kulhydrater), siger kroppen ikke fra, når du stopper den med lys chokolade. Det gør den til gengæld, når du spiser mørk chokolade, fordi det indeholder en del fedt. Mørk chokolade giver en naturlig mæthed.
For det fjerde er kvalitetschokolade noget dyrere end junk-chokolade. For en del mennesker betyder det, at de er mentalt indstillet på at nyde denne luksus mere, end hvis de havde købt 5 billige chokoladebarer.
"Fortynd" din chokolade
Udover at købe kvalitetschokolade med et højt kakoindhold kan du "fortynde" din chokolade med andre fødevarer. Dette tip er især aktuelt, hvis du er i gang med at tabe dig, men gerne vil nyde smagen af chokolade indimellem. Du kan f.eks.:
- spise en frugtsalat (dine yndlingsfrugter skåret i tern) drysset med hakkede nødder og hakket chokolade.
- spise yoghurt naturel med hjemmelavet müsli lavet af havregryn, nødder, kerner og hakket chokolade.
- spise jordbær dyppet i chokolade.
- spise hjemmelavet konfekt med tørrede frugter og nødder dyppet i chokolade.
Udskriv denne artikel
Tilbage til...
Naturlig slank
Naturlig sundhed
Forside
|
|