Søg på La Vida Verde
Tilpasset søgning

Her er du: Forsiden Red verden Smider du affald ud ad vinduet?

Smider du affald ud ad vinduet?
Er du blandt de bilister, som smider cigaretskodder, tomme coladåser, tyggegummipapir og andet affald ud ad vinduet, når du er på farten? Hvis ja, så er du desværre langt fra den eneste ifølge en undersøgelse, som er foretaget af organisationen Hold Danmark Rent. Hele 59% af de danske adspurgte bilister indrømmer, at de har smidt affald på vejen, og det er især de professionelle bilister - som f.eks. lastbilchaufførerne og de kørende sælgere - der bruger vejen som skraldespand. Hele 10% af de professionelle bilister indrømmer at de altid eller ofte smider affald ud ad vinduet.




Direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen, undrer sig over, at det netop er de professionelle bilister som er værst: "Vi havde måske troet, at de, som kører på vejene hver dag og ser det svineri, der ligger rundt omkring, ville tænke lidt mere over, hvad de gør. Men vi tager oplysningen til os, og så håber vi at kunne ramme især den målgruppe med den kampagne, vi lancerer til sommer omkring affald på vejene."

Miljøminister Karen Ellemann (V) har selv været med til at indsamle affald langs de danske veje og har derfor med egne øjne oplevet danskernes flossede skraldemoral: "Desværre er svineriet med affald ikke kun begrænset til vejene. Når jeg løber i skovene omkring min bopæl eller går i en offentlig park, bliver jeg ofte irriteret ved synet af plastikposer, pizzabakker og andet henkastet affald. Samfundet må hvert år bruge op mod en halv milliard kroner på at rydde op, og det er uacceptabelt. Derfor har regeringen blandt andet skærpet bødestraffen, så bøderne for at smide affald på gaden og i naturen nu har en størrelse, der er til at forstå, og vi har indført pant på kildevandsflasker. Men i bund og grund handler det om, at hver enkelt borger tager personligt ansvar for vores fælles natur."

Undersøgelsen viser, at der er mange forskellige undskyldninger for at smide affaldet på vejene. 20% af affaldssynderne mener f.eks. ikke, at det generer nogen at smide affald på vejene, mens over halvdelen af affaldssynderne gør det fordi, at det er for ulækkert at have i bilen eller fordi det er nemmest at smide ud ad vinduet.

Der er dog håb om bedring. En stor del af bilisterne i undersøgelsen efterlyser nemlig bedre muligheder for at komme af med affaldet og skoddene inde i selve bilen, så det ikke ligger og sviner og lugter. Den del tager Hold Danmark Rent derfor også fat på i det store projekt, som kommer til at køre til sommer i samarbejde med en række danske virksomheder og organisationer. Projektet sætter fokus på de danske veje og det affald, folk smider ud ad vinduet. Der er for eksempel etableret et samarbejde med Dansk Design Center, der skal se på affaldsløsninger, der såvel æstetisk som funktionelt vil blive så brugbare, at affaldet forhåbentlig ikke længere rammer vejene.

Kilde: Hold Danmark Rent

Udskriv denne artikel





Grøn livsstil
Naturlig mad Naturlig motion Naturlig slank Naturlig smuk Naturlig helse Naturlig bolig Dyrevelfærd Red verden
Fødevaredatabase med naturlig mad Glykæmisk Indeks Udrensningskur