Søg på La Vida Verde
|
Her er du: Forsiden Naturlig mad Smoothies fra Hollywood
Smoothies fra Hollywood
Jessica Alba, Paris Hilton, Eva Longoria Parker, Reese Witherspoon, Pamela Anderson, Kylie Minogue, Jennifer Aniston og Vanessa Hudgens - det er bare et lille udpluk af de kvindelige Hollywood stjerner, som jævnligt kan ses med en smoothie i hånden. Smoothies er nemlig særdeles populære blandt stjernerne, og det har de efterhånden været længe. Faktisk så længe at der ligger smoothies-barer og smoothie drive-ins rundt omkring, og på mange af de almindelige caféer og restauranter kan man få en smoothie til sit måltid, ligesom at der kan købes smoothies i de fleste wellness- og fitnesscentre.
Der er kort sagt smoothies overalt i Los Angeles, så stjernerne kan altid få fat på en smoothie, hvis de har brug for et hurtigt måltid. Mange stjerner har også selv blenderen fremme indimellem.
Lav smoothies som i Hollywood
At lave smoothies er en alvorlig sag "over there", og ingredienserne i disse smoothies er på ingen måder tilfældige. Stjernerne vil nemlig ikke hælde noget indenbords, som er tilfældigt mixet sammen. En smoothie skal være tilpasset den enkeltes behov og personlige mål. På menuen er der derfor alle mulige slags smoothies, som har forskellige formål: helse-smoothies, morgen-smoothies, energi-smoothies, fitness-smoothies, slanke-smoothies, snack-smoothies osv. Og de er i øvrigt ikke bange for at bruge kosttilskud i deres opskrifter. På den måde kan stjernerne sikre sig, at de får et hurtigt måltid med den helt rigtige næring. Hvis du gerne vil gøre dem kunsten efter, kan du følge denne guide:
Helse-smoothies fra Hollywood
Helse-smoothies laves, så de indeholder flest mulige næringsstoffer til kroppen. Der er især fokus på de vigtige antioxidanter, og derfor er hovedingredienserne som regel bær, og derudover tilsættes der gerne diverse kosttilskud med forskellige vitaminer, mineraler og urter.
Morgen-smoothies fra Hollywood
Morgen-smoothies laves, så de fungerer som en komplet erstatning for et morgenmåltid. Morgenmaden er som bekendt det vigtigste måltid på dagen, og derfor er der store krav til en morgen-smoothie. En morgen-smoothie indeholder protein, kulhydrater og fedt, og den kan derfor bestå af en blanding af frugter/bær efter eget valg, proteinpulver og olie. Derudover skal den være mættende, så den laves altid ekstra stor med en ekstra tyk konsistens.
Energi-smoothies fra Hollywood
Energi-smoothies laves, så de giver et energi-boost, når du har allermest brug for det. De skal virke hurtigt, og der er derfor fokus på ingredienser, som hurtigt optages af kroppen. Meloner er særligt gode i energi-smoothies, da de ligger højt på det glykæmiske index, hvilket betyder, at de hurtigt får blodsukkeret op, men alle slags frugter og bær bruges. Der tilsættes gerne energi-boostere som ginseng eller koffein (f.eks. i form af kaffe eller grøn te). Der tilsættes ikke protein og fedt, da det sløver optagelsen.
Fitness-smoothies fra Hollywood
Fitness-smoothies laves, så de har en opbyggende effekt på kroppen efter en omgang hård motion. En fitness-smoothie laves på alle slags bær, frugter og grøntsager, med den indeholder altid protein og kulhydrater, og indeholder typisk også en del kalorier. Det betyder, at der i fitness-smoothies altid er tilsat proteinpulver, og derudover benyttes der f.eks. druesukker, honning, olie osv.
Slanke-smoothies fra Hollywood
Slanke-smoothies laves, så de indeholder et minimum af kalorier. Der tilsættes altså ingen olie, sukker, honning eller andre kaloriebomber. I en slanke-smoothie skrues der gerne op for grøntsager og krydderurter, da de indeholder færre kalorier end frugter og bær. Der tilsættes desuden gerne ingredienser, som har en slankende eller appetitdæmpende effekt - eksempelvis grøn te, hoodia kaktus og kostfibre.
Snack-smoothies fra Hollywood
Snack-smoothies laves, så de udgør et perfekt mellemmåltid, som mætter indtil næste hovedmåltid. Det vil sige, at den indeholder både protein, kulhydrater og fedt. I en snack-smoothie kan der således være en kombination af f.eks. frugter eller bær (kulhydrater), proteinpulver og lidt olie. En snack-smoothie er som regel ikke særlig stor, og indeholder typisk højst 300 kcal.
Drik smoothies som i Hollywood
Der er endnu en ting, du kan lære af stjernerne: drik smoothies med sugerør! Tandlægerne melder om flere og flere syreskader på grund af frugtsyre - især fra drikke som smoothies - og dette kan altså forebygges ved at drikke med sugerør. Dette gælder i øvrigt også, hvis du drikker juice, saftevand og sodavand. Desuden kan misfarvning fra f.eks. kaffe og te også forebygges ved at drikke med sugerør.
Udskriv denne artikel

Grøn livsstil
Naturlig mad Naturlig motion Naturlig slank Naturlig smuk Naturlig helse Naturlig bolig Dyrevelfærd Red verden
Fødevaredatabase med naturlig mad Glykæmisk Indeks Udrensningskur
|
|