Søg på La Vida Verde
Tilpasset søgning

Her er du: Forsiden Naturlig mad 101 Sparetips: sund mad for færre penge

Sparetips: sund mad for færre penge
Når man gerne vil spise sundt, kan det knibe med at få pengene til at slå til. Ikke nok med at vi har haft en finanskrise og fødevarepriserne samtidig er steget meget de senere år - det er efterhånden også blevet en dødssynd at købe fødevarer, der ikke er naturlige, økologiske, miljøvenlige, etisk korrekte og fuldstændig fri for diverse ingredienser - og den slags mad koster altså kassen.





Siden sundhedsbølgen væltede indover Danmark, kan mange familier berette om en kraftig stigning i udgifterne til kost. Vi bliver dog nød til at være lidt realistiske, selvom vi har sunde ambitioner og gode intentioner. Rigtig mange familier har simpelthen ikke råd til at betale 150 kr. for en kylling, 50 kr. for et rugbrød eller 30 kr. for en liter juice. Pengene er der ganske enkelt ikke. Hvad gør man så?

Spar penge på glutenfri, mælkefri, æggefri m.m.
Det er blevet lidt af en trend at spise mad, der er fri for gluten, mælk, æg eller noget helt fjerde. Det er den slags mad, som er fremstillet specielt til de mennesker, der ikke kan tåle visse ingredienser. Det vil sige mennesker, som f.eks. lider af gluten-allergi eller er laktoseintolerante. Mennesker der ikke lider af allergier, intolerancer eller overfølsomhed spilder sine penge, når de betaler det dobbelte, for at undgå ingredienser de sagtens kan tåle.

Spar penge på soyamælk, rismælk, havremælk og kokosmælk
Det er ikke en god idé at erstatte komælken med soyamælk, rismælk, havremælk, kokosmælk og hvad der nu eller findes af "komælkserstatninger", medmindre man ikke kan tåle komælk eller ønsker at leve vegansk. De forskellige typer plantemælk giver næsten ingen næring og alt for mange hurtige kulhydrater, og så er de en stor post på kostbudgettet, hvis man drikker flere liter dagligt.

Spar penge på sundt slik
Hvis man generelt spiser sundt, er der også plads til at skeje ud indimellem. Også selvom udskejelserne består af konventionel slik, chokolade, chips, kager, is og cola. Ja, de er fyldt med sukker, salt, farvestoffer, konserveringsmidler og det der er værre, men hvis der kun er tale om en ugentlig omgang "lørdagsslik", så er der ingen grund til bekymring. Til gengæld er der rigtig mange penge at spare ved at vælge det konventionelle slik fra supermarkedet frem for det sunde slik fra helsekostforretningerne.

Spar penge på økologiske fødevarer
Selvom det er bedre for både dig og miljøet at spise økologisk, så er økologiske fødevarer i mange tilfælde så hamrende dyre, at de fleste familier ikke har råd til at leve 100% økologisk. Det er helt ok. Du er også med til at gøre en forskel, selvom dine indkøb består af f.eks. 10% økologiske fødevarer og 90% konventionelle fødevarer. Vælg dine økologiske kampe med omhu. Måske skal det kun være frugterne og grøntsagerne, som er økologiske. Eller mejeriprodukterne og æggene. Og husk: det er meget bedre at spise sunde ikke-økologiske fødevarer (eksempelvis frugt, grønt og nødder) end at lade være med at spise dem. Sunde fødevarer er stadig sunde, selvom de ikke er økologiske!

Spar penge på specielle madopskrifter
Der er kommet mange sunde madopskrifter i omløb, hvor ingredienserne er noget anderledes, end dem vi ser i de klassiske madopskrifter: eksotisk frugt og grønt der kun kan købes i specialforretninger, særlige krydderier der koster en formue for et lille glas, superfood fra helsekostforretningerne osv. Det er lækkert, men det er altså også dyrt. Hvis du skal ud at købe en masse nye ingredienser, hver gang du skal følge en opskrift, kan du hurtigt løbe tør for penge. Vær kreativ og lav om på madopskrifterne så de passer til dit budget!

Spar penge på kosttilskud
Det er ikke nødvendigt at indtage mange forskellige kosttilskud for at leve sundt og længe. Slet ikke. Den absolut bedste investering er multivitaminpiller og omega 3 fedtsyrer. Alt andet må blot betragtes som en ekstra luksus, medmindre man decideret fejler noget.

Udskriv denne artikel





Grøn livsstil
Naturlig mad Naturlig motion Naturlig slank Naturlig smuk Naturlig helse Naturlig bolig Dyrevelfærd Red verden
Fødevaredatabase med naturlig mad Glykæmisk Indeks Udrensningskur